
- Italien
Et syditaliensk eventyr
Oplev Apuliens hvide trulli i Alberobello, barokkens Lecce og kystbyens Monopoli. Smag lokale vine og olivenolie, lær om orecchiette i Bari og udforsk hulebyen Matera og Cisternino.

Syditalien egner sig perfekt til sommerferie eller som tilflugtssted i sensommeren, når det danske efterårsvejr så småt begynder at melde sin ankomst. Klimaet er lunt og behageligt, det populære køkken frister på hvert et gadehjørne, og den berømte is er som sendt fra himlen på en syditaliensk sommerdag.
Klippebyerne klæber sig til siderne af den maleriske Amalfikyst, citron- og olivenlunde løber på kryds og tværs hen over de bølgende, grønne bakker, mens der bages pizza på livet løs i de napolitanske stenovne. Syditalien er duften af ferie, uanset om du drømmer om strandferie og livet på langs med et glas frisk Limoncello eller om at udforske de mange spændende seværdigheder.

"Det sydlige Italien er et af de områder, mange af vores gæster får lyst til at vende tilbage til. Her oplever du Napoli, Amalfikystens dramatiske landskaber og det imponerende Pompeji – og samtidig nyder du det italienske køkken, som i sig selv er en stor del af rejsen."Nikolaj Birk PetersenRejseproducent

Har du aldrig været i Syditalien, er Sorrento-halvøen ved Napolibugten et godt sted at starte. Der er aldrig langt til den nærmeste badestrand, og området er velsignet med flere af Syditaliens største seværdigheder. Du kan bl.a. opleve Amalfikysten med de duftende citronlunde og pastelfarvede huse på klippeskråningerne, de vidunderlige udsigter og eksklusive designerbutikker på øen Capri samt Pompeis forhistoriske ruiner. Eller hvad med et ophold på den frodige vulkanø Ischia? Øen frister med alt fra subtropiske haver og gyldne sandstrande til helsebringende kurbade og en smal stenbro til den ikoniske borg på en lille klippeø.
Ved Napolibugten venter der også smagsløgene en helt særlig oplevelse. Napoli er pizzaens fødeby, og her i den syditalienske hovedstad fås den enkle pizza margherita ikke bedre – med mozzarella, basilikum og tomat som farverne i det italienske flag. Et vigtigt flueben på den syditalienske bucketlist! Og en dejlig spisepause, inden du skal videre ud på opdagelse i de historiske gader i den farverige by.
Drømmer du om at tage en bid af det autentiske Syditalien, er Apulien i Støvlelandets hæl et dejligt sted at holde ferie. Regionen er en af italienernes egne feriefavoritter, og her mødes du af charmerende kystbyer, dejlige strande og frugtbare marker med alt fra lækre tomater og solmodne meloner til endeløse rækker af vinstokke og oliventræer. Området er kendt for de gode oste, vine og olivenolie, men her gemmer sig også en række spændende seværdigheder.
I barok-byen Lecce finder du overdådige palæer og kirker, mens du i den UNESCO-beskyttede by Matera i naboregionen Basilicata kan se de berømte huleboliger, der er hugget direkte ind i klipperne. Matera er dog ikke den eneste repræsentant på UNESCOs Verdensarvsliste i det sydøstlige Italien. Samme ære tilfalder byen Alberobello, hvor du kan opleve de mange hvidpudsede trullihuse med de kegleformede tage, der oppefra nærmest ligner en skov af troldmandshatte.

Calabrien er en af Italiens bedst bevarede hemmeligheder. Regionen i den syditalienske støvlesnude er velsignet med et subtropisk klima, vidunderlige badestrande, maleriske klippestrækninger med betagende kystbyer samt masser af uspoleret natur. Her hersker lange, stolte madlavningstraditioner, og du mærker tydeligt områdets stærke passion for madlavning med lokale råvarer, når du smager de velkrydrede vildtretter og friske fiskedelikatesser.






Oplev Apuliens hvide trulli i Alberobello, barokkens Lecce og kystbyens Monopoli. Smag lokale vine og olivenolie, lær om orecchiette i Bari og udforsk hulebyen Matera og Cisternino.

Bo ved stranden i Santa Maria di Castellabate og udforsk rolige kystbyer, fyrtårnet ved Punta Licosa og templerne i Paestum. Smag mozzarella på bøffelfarm og frokost på en lokal agriturismo.

Vandring på Amalfikystens ikoniske ruter – Gudernes Sti, Mølledalen og Citronstien – med udsigter, sejlture mellem kystbyer og lækre frokoster i citronlunde og bjerglandsbyer.